Moderniseringen...
Da vi overtog Skolehuset i 2008 var der etableret køkken i det tidligere soveværelse mod gården, og toilet/bad i det oprindelige køkken mod haven.
Mellem de to rum var der en lille gang der kun tjente som adgang mellem de to rum, og så den lille baggang med yderdør mod nord.
Både køkken og bad trængte dog til modernisering. Bl.a var der aldrig blevet etableret nogen selvstændig varmeforsyning til køkkenet.
Og diverse installationer trængte også til at blive opdateret.
Der var blevet åbnet mellem køkkenet og den stue der lå ved siden af, således at denne nu fungerede som spiseafdeling. I samme rum var der blevet etableret en trappe til 1. sal.
Også trappen var "hjemmelavet", og havde, med tiden, fået nogle skavanker.
Vi trængte altså til en anden løsning, både når det gjalt badeværelse og når det gjaldt køkken. Og når nu to af de dyre rum kom i spil kunne det jo godt være vi skulle se på en anden indretning.
Så i sommeren 2021 så vi os omkring efter en arkitekt der kunne hjælpe os med ideer til en modernisering.
Valget faldt på Per Hartwig fra Insitu-arkitekter i Århus, og vi modtog første forslag til ny-indretning oktober 2021.
De foreslåede forandringer er ganske omfattende, hvilket også fremgår af arkitekternes tegningsmateriale. Se tegningerne ved at klikke i navigationen.
Vi blev hurtigt klar over at vi måtte opdele det i etapper. Og første etappe blev påbegyndt ved indgangen til 2023.
I første etappe er der blevet flyttet og fjernet nogle indvendige vægge, loftet i stuen er blevet erstattet af en gangbro og der er blevet installeret nyt køkken.
Status lige nu er, at vi har taget det ny køkken, stuerne samt kvist-værelset på 1. sal i brug.
Vi har en baggang der fungerer og et anvendeligt toilet i stue-etagen.
I 2024 forberedte vi installation af varmepumpe.
Selvom Skolehuset kan opvarmes med både masseovn (samt tilskud af kakkelovne og alm. brændeovn på 1. sal) og pillefyr giver en vamepumpe god mening.
Især hvis man som her både har solceller og gulvvarme, men også når man kører i elbil.
Og det gør de nuværende beboere i Skolehuset.
Denne special-fordel med kombination af varmepumpe og elbil har dog noget med afgifter at gøre, og i 2026 og 2027, hvor næsten al afgift på strøm er blevet suspenderet, er denne fordel ikke så stor.
Varmepumpen blev taget i brug primo 2025.
De næste store skridt bliver tilbygningen og terassen.